|
Ole Bjørn
"Skønvirke" er et begreb der almindeligvis forbindes med det tidlige1900-tals "jugend"- eller "art nouveau"-stilretninger, f. eks. indenfor boligudstyr. Men Ole Bjørn har gentagne gange brugt det til at redegøre for sin virkeliggørelse af det skønhedsbehov, der bor i os alle.
Hans billedverden har været viden omkring.
Den har været tæt ind på livet af Sub-Sahara-afrikansk og islamisk ikonografi og ornamentik, af efterkrigstidens "konkrete" non-figurative kunstnere i Frankrig. Udfra "røde og blå perioder", præget af stoflighed, af penselstrøgenes udtryksfuldhed, har den bevæget sig frem til en dybt personlig renhed og klarhed. En geometri, der ikke blot er et koncentrat af havets, himlens, markernes, lysets flader og linjer, men også en sublimering af hverdags-samfundets trange og tragiske farveløshed.
Vi mærker bag dette en høj håndværksmæssig moral. (Ikke for ingenting blev Ole Bjørn i sin ungdom udlært som farvehandler"en af Danmarks sidste?) Men også et filosofisk grundlag, en erkendelse af at "Universet elsker sig selv" (for at citere et af hans digte).
Der er i dette livsværk, dette "skønvirke", en stræben efter at være en organisk del af en arkitektur, hvor vi endelig kan ånde frit. Dets holdning er fundamentalt social. På sit højeste
- på tværs af alle moder og formsprog – udstråler det en form for medmenneskelig lægedom.
Per Sørensen
|
|
|
